Status: Krise, ledighed og beskæftigelsesindsats – hvordan går det?
AJKS var en af de a-kasser, der hurtigt oplevede Coronakrisens effekt. Allerede fra starten fik vi en stor stigning i nye ledige, for mange af vores medlemmer er freelancere og selvstændige, som mistede opgaver og arbejde uden tid til at forberede sig.
Linda Garlov, der er direktør i AJKS, forventer desværre en anden bølge af ledige, når en stor dimittendårgang bliver færdig her i løbet af juni - og en tredje bølge, når funktionærernes opsigelsesvarsler løber ud om et par måneder.
Svær tid for dimittender
Som dimittend kan glæden over at være færdiguddannet blive overskygget af det svære arbejdsmarked, der venter forude. I AJKS fokuserer vi på at lave tilbud målrettet netop dimittender, så de får en god overgang fra studie til arbejdsmarked. Her er kompetenceafklaring et rigtig godt værktøj. Det er svært at oversætte sine egne kompetencer, så de matcher virksomhedernes behov, især hvis man ikke har årelang erfaring. Her kan en karrierevejleder hjælpe – også med at tænke kompetencerne ind i nye kontekster. Mange nyuddannede har forestillinger om, hvor de gerne vil hen, men det hjælper nogle gange at få hjælp til at tænke i nye baner. Samt få en forståelse for, at en karrierevej ikke nødvendigvis er lineær, men det altid er godt at kunne finde den røde tråd.
Heldigvis ser alt ikke sort ud
Men ligegyldig om du er dimittend, nyledig - eller allerede var jobsøgende før Coronakrisen ramte, så er det rart at vide, at alt ikke ser sort ud.
”De sidste par måneder har der været en del fyringsrunder på AJKS-medlemmers arbejdspladser, og selvfølgelig ved vi godt, at de stillinger ikke er tilbage i morgen. Men arbejdsmarkedet er ikke gået i stå, det har hele tiden været i bevægelse – også da krisen var værst. Vi har haft 800 medlemmer, der er gået i arbejde siden 9. marts”, fortæller Linda Garlov.
”Krisen har skabt en øget digitalisering på de fleste af landets arbejdspladser, og det er et område, som mange af vores medlemmer har stærke kompetencer indenfor, så her er et stort potentiale. Det prøver vi at udbrede. Blandt andet har vi i AJKS sammen med Københavns Kommune udviklet et 50+-projekt, hvor vi videreuddanner nogle af vores medlemmer til at blive digitale koordinatorer, som bliver matchet med virksomheder, der har behov for medarbejdere med netop den kunnen. Det er et projekt, som jeg forventer mig meget af”, siger Linda.
I AJKS kan vi også se fremdriften på arbejdsmarkedet på baggrund af de henvendelser, vi får. Her er stor efterspørgsel på karrierevejledning om jobsamtaler - og feedback på ansøgning og CV er også i høj kurs.
Erfaringer i AJKS
I AJKS arbejder vi på at give ledige de bedste vilkår, indenfor de rammer vi har - og vi udfordrer rammerne for at få dem optimeret. På et lidt trist grundlag har vi fået konfirmeret vores tese om, at bureaukratiske processer ikke er den bedste vej til at hjælpe medlemmer i job. Den holdning arbejder vi politisk på at få udbredt på Christiansborg.
Under krisen, hvor medlemmerne ikke skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet - eller var påkrævet at søge job, er de stadig kommet i job. Vi kan se, at der er blevet søgt masser af stillinger, og medlemmerne har efterspurgt hjælp til at styrke deres karrierevej og komme videre ind på arbejdsmarkedet. Det har ikke været nødvendig med en streng kontrol eller sanktioner.
Det har vi hele tiden vidst. AJKS er til for at hjælpe vores medlemmer, og vi gør alt for, at de bliver grebet, før de står et sted, hvor sanktioner er påkrævet fra politikernes side. Nu har vi bevis for, at vores måde at se tingene på, er den rigtige. Det vil vi arbejde for, at politikerne også indser.