Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Uopfordret jobansøgning - få strategi og skabelon nu

Vil du styre uden om direkte konkurrenter i din jobsøgning og gå målrettet efter din drømmerolle? Så overvej uopfordret jobansøgning. Se hvordan du udvælger virksomheder, skriver en skabelon til uopfordrede ansøgninger og følger op nu.

uopfordret jobansøgning

Jacob Nielsen Arkivfoto

Med uopfordret jobansøgning kan du selv at sætte dig bag rattet for din jobsøgning. Du udvælger virksomheder, kan skitsere dit drømmejob - og har samtidig mulighed for at styre uden om potentielt 300 andre ansøgere.

Men hvordan gør du rent praktisk?

Få inspiration til din strategi og skabelon til uopfordret jobansøgning direkte fra AJKS-medlem, Pia Nielsen, der indtil videre har landet to job gennem uopfordrede ansøgninger. 

Hvad er din faglige baggrund?

Jeg er kommunikationsuddannet fra CBS som cand.ling.merc. i international virksomhedskommunikation og engelsk.

Hvorfor valgte du at lave uopfordret jobansøgning?

Der er utrolig mange ansøgere til en opslået stilling, nogle gange flere hundrede ansøgere. Det betyder, at chancen for at komme til en samtale er ret lille.

Derfor er uopfordret jobansøgning en rigtig god måde at blive set på - uden, at der er konkurrence fra andre. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en Blue Ocean strategi. Det viser, at du er proaktiv, og at du går efter det du gerne vil, da du har lavet research og målrettet ansøgningen.

Hvad havde du af overvejelser i forhold til uopfordret jobansøgning?

Mine overvejelser i forhold til at sende uopfordrede ansøgninger har været at sørge for at holde præsentationen af mig kort og præcis og sørge for, at CV’et er overskueligt med et kort resumé.

Både ansøgning og CV har været vinklet forskelligt alt efter hvilket job, jeg søgte.

uopfordret jobansøgning

AJKS 5 trin når du laver uopfordret jobansøgning

Hvad var det sværeste ved at sende ansøgninger uopfordret?

Jeg synes, det har været svært at finde de virksomheder, hvor mine generalist-kompetencer er efterspurgte.

Bisnode (tidl. NN Markets Data) har været et vigtigt værktøj, hvor jeg har trukket en masse lister. Kriterierne for mig var blandt andet

  • branche
  • antal medarbejdere

Det skyldes, at det var vigtigt for mig at søge ind i en mellemstor virksomhed, da det ofte er her generalister er efterspurgte.

Hvordan skriver du en uopfordret jobansøgning?

Min primære strategi har været at anvende en mail-kampagne til uopfordrede ansøgninger. Jeg har lavet en skabelon til uopfordrede ansøgninger, der er en kortere ansøgning. Den skriver jeg i selve mailen og så vedhæfter jeg et CV. 

Fordelen ved denne strategi er, at du kan få volumen på dine ansøgninger. Det giver dig større chance for respons og løbende samtaler.

Før jeg sender, har jeg sørget for at lave research om virksomheden både på hjemmeside, LinkedIn og Facebook. Derudover har NN Markets Data, som sagt, været et vigtigt værktøj, hvor jeg har trukket en masse lister på virksomheder baseret på branchekoder og antal medarbejdere. 

Jeg har ikke ringet til virksomheden, som jeg almindeligvis gør ved opslåede stillinger. Det vigtigste har været at finde en virksomhed, hvor jeg kunne se mig selv og så sende den uopfordrede ansøgning.

 

Skabelon uopfordret ansøgning

Skabelon for uopfordrede ansøgninger

Skabelon for uopfordrede ansøgninger 

Jeg sørger for at holde mailen kort med brug af bullets og så er den målrettet i forhold til min motivation, kompetencer og hvordan jeg kan bidrage. Det gør det lettere for virksomheden hurtigt at få et overblik.

Er ansøgningen unik nok?

Jeg anvender samme skabelon til uopfordrede ansøgninger til alle virksomheder, men jeg sørger for at skrive noget unikt om virksomheden i ansøgningens allerførste afsnit. Min test er at sætte en anden virksomheds navn ind, og hvis jeg kan det, så er den ikke unik nok.

Jeg sender som regel uopfordrede ansøgninger af sted tirsdag eller onsdag og som regel mellem 10:30 og 12 eller efter frokost ved 13:30. Det er der, jeg selv foretrækker at få mails, som ikke er direkte arbejdsrelateret.

Overblik over søgte virksomheder

Jeg har lavet et excel-ark over de virksomheder, jeg har søgt hos med kontaktinfo, adresse og ansøgningsdato, så jeg altid kan gå tilbage og se hvor jeg har søgt.

Hvilke kanaler bruger du til uopfordrede ansøgninger?

Mail-kampagnen har været den strategi, som har fungeret bedst for mig. Facebook og især LinkedIn er et super værktøj til at lave research og holde øje med stillinger og virksomheder.

Det har dog ikke været effektivt i forhold til markedsføring af mig selv, da jeg ikke er særlig aktiv på de sociale medier. Jeg er dog sikker på, at det er effektive kanaler, hvis du er aktiv og på den måde kan du opnå et godt reach med dit indhold.

Hvilke resultater har du oplevet med uopfordret jobansøgning?

Generelt har svar-raten været høj på mine uopfordrede ansøgninger. Det har været meget få, jeg ikke har fået svar tilbage fra. Folk har generelt været meget positive.

Mine sidste to jobs har jeg fået ved at søge uopfordret. Det har godt nok været projektansættelser, men det har virket, så jeg mener helt sikkert, at det er en god strategi i jobsøgningen.

Fordele ved uopfordret jobsøgning

3 fordele ved uopfordret jobansøgning

Hvilke råd vil du give til andre, der overvejer at søge uopfordret?

Jeg anbefaler denne strategi til alle, som søger job. For mig har det været mere effektivt end de opslåede stillinger. Research er afgørende, og så skal ansøgning og cv være målrettet og holdes relativt kort.

Du skal sørge for, at modtageren får den vigtigste information om dig og samtidig gerne vise din personlighed.

Hvad er fordelene ved uopfordret jobansøgning?

En uopfordret ansøgning giver dig mulighed for at være proaktiv i jobsøgningen og gå målrettet efter det du ønsker - uden at være i direkte konkurrence med andre.

Det skaber motivation i din jobsøgning, når der sker lidt og du løbende kommer til samtaler. Timing har selvfølgelig meget at sige, men uopfordrede ansøgninger har været effektivt for mit vedkommende.

Søger du også uopfordret?

Har du gode erfaringer eller råd til andre, der overvejer at søge uopfordret? Del gerne i kommentarfeltet nedenfor. 

Meld dig ind i AJKS

Bliv medlem

Få karrierevejledning, din egen a-kassevejleder - og bliv del af et stærkt, fagligt netværk for professionelle inden for medier og kommunikation - til en af de laveste priser på markedet.

Meld dig ind nu

Få karrierevejledernes guides og artikler til jobsøgning, arbejdsliv, karriere og meget mere.

Artikler om karriere og jobsøgning

Få tips til din jobsøgning og karriere fra AJKS' karrierevejledere i vores arkiv, hvor vi deler artikler, videoer og guides. 

Netværk med andre professionelle inden for medier og kommunikation. Hold dig opdateret på faglige trends og tendenser. Events næsten hver uge. 

Faglige og sociale arrangementer

Netværk med andre professionelle inden for medier og kommunikation. Hold dig opdateret på faglige trends og tendenser. Events næsten hver uge.