Vores medlemmer er kompetente, ihærdige og omstillingsparate – ikke dovne og snobbede!
Lad os lige slå et par ting fast for alle dem der synes, at ledige akademikere er dovne og suger penge ud af statskassen. Dagpengesatsen er den samme for en akademiker som for alle andre. Reglerne og kravene til jobsøgning er lige stramme – måske endda strammere, hvis du f.eks. medregner kravet om et større geografisk søgefelt. En ting er helt sikkert - akademikere er ikke bedre stillet end andre i dagpengesystemet, og de har ikke større mulighed for at være dovne. Præmissen om at de skulle være det, er heller ikke en, jeg giver meget for.
Vi har ikke et problem med dovne akademikere – tvært imod
Som formand i AJKS- a-kassen for journalistik, kommunikation og sprog, hvor vi bl.a. hjælper ledige akademikere ind på arbejdsmarkedet, kan jeg med god samvittighed sige, at vi ikke har et problem med dovne medlemmer. Eller medlemmer der ikke vil tænke ud af boksen rent jobmæssigt.
Alle vores statistikker og tal viser, at vi har nogle af de mest effektive og ihærdige medlemmer. Det er også det, vi oplever ved de mange obligatoriske og frivillige møder, vi har med medlemmerne. De søger både udenfor deres egen geografiske sfære - og udforsker forskellige vinkler og veje til at komme ind på arbejdsmarkedet.
Mange af vores medlemmer lægger en del identitet i deres job og fag – og derfor gør de alt for at komme i arbejde.
Akademikerbashing - også fra politisk side
Derfor er det ekstra nedslående at følge den akademikerbashing og ”rynken på næsen” af uddannelse, som foregår i øjeblikket. For det rammer folk på deres identitet. Det er skammeligt.
Jagten er gået i gang – og lige nu er det akademikerne, der står for skud. Næsten alle problemer kan vinkles og henføres til dem, for så peger pilen i hvert fald ikke mod dem, der skyder fra sig med påstande om dovne, snobbede og elitære akademikere.
Det er ikke mange år siden, at det var akademikerne, der skulle rede verden og lille Danmark i det store globale spil. Det var dengang. I dag er universiteterne framet til at være elitære, fremmedgjorte institutioner, der med Rasmus Jarlovs ord masseuddanner folk til at skrive emails og lave PowerPoint-præsentationer. Det er ekstremt nedladende og selvfølgelig forkert.
Retorikken er vendt og akademikeres kompetencer bliver beskrevet som ligegyldige og ubrugelige - noget som kan fås i metervis. Det er ikke med til at styrke deres position på arbejdsmarkedet. Tvært imod.
Det skaber en ”dem og os” retorik, hvor en stor mangfoldig gruppe bliver skåret over en kam. Det er ikke gavnligt for nogen. Og det er et problem, når beskæftigelsesministeren udtaler ” Det er ikke os (akademikere), der i det her samfund har det værst. Det er jeg simpelthen nødt til at sige. Jeg mener faktisk, at vi har den allerstørste forpligtelse til dels at udvise solidaritet over for dem, der har mindst, og at sørge for, at vi er nogle af dem, der har bedst forståelse for helheden i vores samfund”.
Jeg vidste ikke, det var en konkurrence. Hvordan har man det værst? Er det, når man har tre jobs og stadig må låne penge hos sine forældre, som nogle af vores medlemmer oplever?
Og er forståelse og solidaritet kun forbeholdt visse grupper i samfundet? Har vi ikke alle ret til det?
Akademikere er en del af løsningen - ikke en del af problemet. Så stop akademikerbashingen!
Det er ikke nødvendigvis en dans på roser at være veluddannet. Arbejdsmarkedet er under udvikling – og ikke til det bedre. Vikariater, tidsbegrænsede ansættelser, projektstillinger og ”gratis” jobs bliver mere og mere udbredte blandt akademikere. Der er ikke længere samme sikkerhed på arbejdsmarkedet. Og i Danmark er det ofte de veluddannede, der er ofre for det prekære arbejdsmarked.
Her hjælper akademikerbashingen med dens nedsættende retorik og negative fokus ikke. Den skaber ukorrekte fortællinger. For sandheden er, at akademikere og veluddannede mennesker skaber værdi for samfundet og udviklingen.
Der er helt almindelige mennesker, der går på arbejde hver dag og løfter deres arbejdsopgaver til punkt og prikke. Og der er masser af små og mellemstore virksomheder, der er begyndt at få øjnene op for, at akademikere kan være med til at videreudvikle eller synliggøre deres virksomhed. Så lad os i stedet fokusere på det – på hvordan akademikere kan være med til at løfte andre faggrupper.
I AJKS arbejder vi for at hjælpe vores medlemmer i job, der er relevante for dem. For her gør de mest gavn. Vi har brugt penge på at uddanne dem, så er det dumt ikke at bruge deres kompetencer. Det er både til gavn for dem selv og alle os andre.
Så i stedet for at finde fælles fjendebilleder - så lad os finde fælles løsninger.
Kommentarer
Tak!