Et nyt beskæftigelsessystem - en fordel for dig, der er medlem af en fagspecifik a-kasse!
Fra første januar 2024 er der nye boller på suppen for dig, der bliver ledig og havner i beskæftigelsessystemet. I dag skal du i de første 6 måneder, som ledig på dagpenge, valfarte til møder i både jobcenter og a-kasse. Fra 1. januar 2024 skal du som ny-ledig kun til møder i din a-kasse i de første tre måneder.
Dette er en kæmpe fordel, navnlig for dig, der er medlem af en fagspecifik a-kasse, som AJKS. For det betyder, at du i de første tre måneder af din ledighed får mulighed for at få sparring på din jobsøgning fra konsulenter med indgående kendskab til dit branchefelt, de virksomheder, din profil er attraktiv for, dine muligheder og de jobsøgningsmetoder, der virker bedst i din branche.
Sparring med udgangspunkt i fag- og branchekendskab
I AJKS har vi som den eneste a-kasse i Danmark lavet rekrutteringsanalyser specifikt målrettet arbejdsgivere, der har AJKS-fagligheder ansat. Ligesom vi af flere omgange i samarbejde med Freelancegruppen i Dansk Journalistforbund - Medier og Kommunikation har foretaget analyser af vores freelancere og selvstændiges arbejdsliv, tilgang til at lande kunder og opgaver, m.m. Dette betyder, sammenholdt med den løbende sparring og dialog, vi har med vores skarpe medlemmer og relevante brancheforeninger og uddannelsessteder, at vi i AJKS virkelig kender dit fag og derfor kan tilbyde kvalificeret, faktabaseret rådgivning, der kan hjælpe dig som medlem. Og vi hjælper dig ikke bare hurtigere i job, men også bedre i job – det vil sige, i et job du kan trives i med din faglighed.
Fagspecifik rådgivning virker
At det giver mening og har en effekt at få fagspecifik rådgivning har vi vist, da vi for efterhånden mange år siden var med i et forsøg i Københavns Kommune, hvor AJKS og flere andre akademiske a-kasser varetog de lovpligtige samtaler for jobcenteret i de første 6 måneder, og hvor AJKS som eneste a-kasse i forsøget kunne fremvise en positiv jobeffekt – altså, at flere medlemmer gik i job, set i forhold til i sammenlignelige kommuner, hvor de ledige fortsat skulle til møder i deres jobcenter.
I AJKS ser vi det derfor som en kæmpe fordel for dig, der bliver ledig, at du har os med som primær sparringspartner i de første tre måneder af din ledighed.
Pligtmøder med mening
Der er stadig tale om, at de tre møder, du skal deltage i med AJKS i de første tre måneder af din ledighed, er pligtmøder, men vi arbejder på højtryk for at få skruet et forløb sammen, der giver bedst mulig mening for dig som ledigt AJKS-medlem, indenfor de rammer, lovgivningen sætter.
Allerede i dag afholder vi pligtmøder med vores medlemmer, fx det første Velkomstmøde, man skal til som ny-tilmeldt ledig, hvor regler, rettigheder og pligter skal gennemgås. Her svarer 84% efterfølgende, at de vil anbefale andre AJKS-medlemmer at deltage i samme type møde.
Så uagtet at der er tale om pligtmøder, ser vi i AJKS frem til at kunne tilbyde vores ny-ledige medlemmer et givende forløb i de tre første måneder på dagpenge. Et forløb vi har ambitioner og forhåbninger om, vil opleves som en kvalificeret hjælp til næste givende job. Et forløb, der indenfor lovgivningens rammer vil tage afsæt i dit behov, din situation og være funderet i vores fagspecifikke viden om din branche og dine muligheder. Pligtmøder der giver mening.
Kommentarer
Hvilken indflydelse får det for allerede ledige?og hvad sker der efter de første tre ledighedsmåneder, fra årsskiftet?
Kære Nanna Cecilie
Det har ingen indflydelse på ledige, der har meldt sig ledige før 1 januar 2024- de kører videre som før.
For nyledige pr 1 januar, vil der efter de tre måneders forløb i AJKS, ske det, at de overgår til jobcentret, der derefter afholder "jobsamtaler" (som det hedder) med dem og står for aktivering mv. sådan som vi kender det i dag.