Der er mange veje til efteruddannelse – vi giver dig et overblik
Ligegyldig om du er ledig, i job eller er selvstændig, så er efteruddannelse vigtigt. Men det kan være svært at få tid og råd i hverdagen. AJKS guider dig til dine muligheder.
Det er let at glemme eller udskyde efteruddannelse, når den ene opgave tager den anden – og der står flere i kø. Økonomien spiller også ind, for hvem betaler for uddannelsen? Her er der flere muligheder alt efter din situation:
For dig, der er ansat:
Overenskomst
Er du ansat på en overenskomst, kan der være aftalt efteruddannelse i den. Tjek din overenskomst eller tal med din tillidsrepræsentant om dine muligheder.
Pressens uddannelsesfond og mediernes efteruddannelse
Er du ansat i en virksomhed, der er medlem af Pressens Uddannelsesfond, og som betaler medlemsbidrag for dig, har du mulighed for at få støtte til kurser og individuelle efteruddannelsesprojekter, fx masteruddannelse eller en diplomuddannelse. Du finder reglerne for PU-støtte her.
Din arbejdsplads kan også få et økonomisk tilskud, når du deltager i kurser fra Mediernes Efteruddannelses . Det er en forudsætning for støtte, at tilmeldingen er foregået på Mediernes Efteruddannelses portal.
Rettighedsmidler
Har du medvirket til produktionen af et tv- eller radioprogram i en rettighedsbærende funktion, kan du få andel i Copydan-midler. Det samme gør sig gældende for produktion af skriftligt indhold på et dagblad.
Rettighedsmidler kan i nogen tilfælde bruges skattefrit til efteruddannelse.
Ophavsretsfonden
Hvis du har lavet indhold til et medie eller produktionsselskab, har du måske mulighed for at søge om midler til efteruddannelse via Ophavsretsfonden
For dig, der er freelancer eller selvstændig:
Pressens uddannelsesfond
Du kan som freelancer eller selvstændig melde din virksomhed ind i Pressens Uddannelsesfond (PU) og få støtte til kurser eller længerevarende uddannelser (individuel bevilling) fx en master uddannelse, en diplom-uddannelse eller anden relevant faglig efteruddannelse, som giver mening. Læs regler for PU-støtte.
Mediernes efteruddannelse – for dig der er medlem af DJ
Er du freelancer og medlem af Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation, kan du få tilskud til uddannelser fra Mediernes efteruddannelse.
Rettighedsmidler
Har du medvirket til produktionen af et TV- eller radioprogram i en rettighedsbærende funktion, kan du få andel i Copydan-midler. Det samme gør sig gældende for produktion af skriftligt indhold på et dagblad.
Rettighedsmidler kan i nogen tilfælde bruges skattefrit til efteruddannelse. Du kan læse mere om mulighederne for skattefritagelse
For dig, der er ledig:
Når du er ledig du mulighed for at deltage i selvbetalt efteruddannelse eller få uddannelse som aktivering.
Uddannelse som aktivering
(Vær opmærksom på, at det kun er virksomhedspraktik, der opfylder pligten til aktivering indenfor de første 26 ugers ledighed. Kurser kan godt være en del af din aktivering, men de nulstiller ikke din pligt til at komme i virksomhedspraktik indenfor de første 26 ugers ledighed.)
Den regionale uddannelsespulje
Har du en mellemlang eller lang videregående uddannelse, kan du ansøge dit jobcenter om at bevilge dig et kursus med midler fra den regionale uddannelsespulje. Kurset skal fremgå af den regionale uddannelsespulje for den beskæftigelsesregion du bor i. Kurser på de regionale positivlister kvalificerer til områder med behov for arbejdskraft.
Vurderingsparameteret er, om det kan sandsynliggøres at kurset vil kunne få dig hurtigere i job.
Du kan læse mere om positivlister og se dine muligheder på STAR's hjemmeside her
Uddannelsesløft til ledige med størst behov
Er du ledig, over 30 år, ufaglært eller faglært med en forældet uddannelse, har du mulighed for at ansøge dit jobcenter om et uddannelsesløft.
Det er ikke et krav, at der skal bevilges en hel erhvervsuddannelse – det kan godt være et grundforløb eller et par ugers uddannelse.
Jobcenteret kan bevilge dig en erhvervsuddannelse, der varer længere end din ret til arbejdsløshedsdagpenge. Der er dog en række forudsætninger for dette, som du kan få afklaret i jobcenteret.
På enkelte uddannelser kan du få op til 110 % i dagpengeydelse. Erhvervsuddannelsen skal fremgå af den såkaldte positivliste, som du finder her.
Listen offentliggøres på www.star.dk.
Seks ugers jobrettet uddannelse
Er målrettet ufaglærte og faglærte ledige samt ledige med en kort uddannelse. Er du i målgruppen har du ret til 6 ugers jobrettet uddannelse.
Læs mere her: seks-ugers-jobrettet-uddannelse
Selvbetalt uddannelse
Når du er ledig, har du mulighed for at deltage i selvbetalt undervisning og/eller kurser, samtidig med at du bevarer din ret til dagpenge. Der er dog begrænsninger for, hvilke typer af selvbetalt undervisning/kurser du kan deltage i. Du kan som udgangspunktet kun uddanne dig på dagpenge, hvis du har fået det godkendt af a-kassen, dit jobcenter eller anden aktør. Læs mere om dine muligheder her
Ledig og medlem af DJ
Er du medlem af Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation, kan du få tilskud til selvbetalt efteruddannelse. Læs mere her
Har du brug for rådgivning, så kontakt AJKS' karrierevejledere på telefon 3342 8001.
Kommentarer