Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Endelig: AJKS får ny visuel identitet

I starten af september maler vi AJKS i nye farver. En kærkommen proces, som har været lige godt et år undervejs. Nu kan vi snart heller ikke vente længere! Er du nysgerrig på, hvad tankerne bag har været, og hvad du kan forvente? Så læs med her, hvor du får en smagsprøve på vores nye visuelle identitet.

Vi er ikke helt klar med den nye visuelle identitet endnu, men vi nærmer os. Her er et lille sneakpeek.

 

Vi arbejder på højtryk bag kulissen i disse dage med at få både de store træk og de helt små detaljer på plads, inden vi skifter vores gode gamle logo ud med et helt nyt. 

Derfor venter vi altså lidt endnu med at afsløre, hvordan vores nye visuelle identitet ser ud, men i den søde ventetid bringer vi her et kort interview med AJKS' direktør, Linda Garlov, hvis du vil vide mere om hvad, hvorfor, hvordan og hvornår. 


Hvorfor skal AJKS have ny visuel identitet?

- Det skal AJKS fordi vi har haft en visuel identitet i mange år, som vi har været glade for, men den bar efterhånden også præg af, at den var mange år gammel. Og så har vi været igennem en proces, hvor vi både har arbejdet med vores kernefortælling, hvem er vi og hvem vil vi gerne være. Så nu har vi et klart billede af, hvem vi er og hvad vi gerne vil stå for og det skal også afspejle sig i vores visuelle identitet, hvilket vi efterhånden fik svært ved at se at vi gjorde med den tidligere. Det var én grund. En anden var at vi også har kommunikationsfolk, der synes den er svær at arbejde med i det digitale univers. Det nuværende er jo lavet i en tid, hvor vi ikke havde ret meget at gøre med det digitale. 

 

Hvad er den overordnede vision med AJKS' nye visuelle identitet?

- Visionen er, at vi får lavet en visuel identitet som er med til at understrege og understøtte vores kernefortælling – hvad vi gerne vil være for vores medlemmer, og som er nemt at holde den røde tråd i på tværs af kanalerne. Vi har haft en ambition om at finde noget, som er rimelig enkelt og stringent i sit udtryk og det er lykkes rigtig godt.

 

Hvad ledte vi efter i en samarbejdspartner?

- Det vigtigste var, at de forstår os og hvad vi står for. Vi er i vores a-kasse mange-facetteret ift. hvordan vores medlemmer arbejder – så samarbejdspartneren måtte gerne have det helt inde på livet eller ved at have en forståelse for, hvem vores medlemmer er – mange medlemmer arbejder jo ikke som traditionelle lønmodtagere, men som soloselvstændige eller freelancere.  Så samarbejdspartneren måtte gerne have det helt inde på livet.

- Vi tænkte også over, at vi er en lille forening, og vi ville gerne finde en samarbejdspartner, der ikke var en alt for stor virksomhed, som vi kunne arbejde tæt og godt sammen med og have et tillidsfuldt forhold til.

 

Vi valgte Imperiet. Hvorfor det blev dem?

- Vi var i udbud ift. at finde den rette samarbejdspartner. Der var flere spændende bud på, hvordan man kunne arbejde sammen. Men noget af det vi faldt for hos Imperiet var faktisk enkeltheden. Vi fik ikke et stort standardoplæg med en masse sider det ene og det andet – de talte meget direkte ind i vores behov, så det var noget af det primære i første omgang, hvor vi valgte dem ud.

- I sidste ende valgte vi dem også, fordi de kom med nogle ideer til hvordan den her visuelle identitet kunne se ud, og det talte ind i det, som vi havde behov for.

 

Hvad har været vigtigst i udviklingsprocessen?

- Det har været vigtigt for os at involvere hovedbestyrelsen, fordi de jo er de fremmeste repræsentanter for vores medlemmer. Det var en vigtig tryktest om de kunne se, at den nye visuelle identitet afspejlede medlemmerne. Derudover har vi flere gange haft det oppe og vende med medarbejdere. Blandingen af bestyrelsen og medarbejderne, der arbejder med det til dagligt, har været vigtig at involvere.

 

Hvad er AJKS’ DNA og hvordan kommer det til udtryk i den nye visuelle identitet?

- Vi er nichen.  Vi har ikke ambitioner om at blive en kæmpestor a-kasse. Vores DNA er medier, kommunikation, marketing og det, der ligger omkring de felter. Det ligger også i vores DNA at kunne noget særlig i forhold til soloselvstændige og freelancere og andre mere atypisk beskæftigede. Det skulle gerne – så svært som det kan være – afspejle sig i den visuelle identitet. Enkeltheden – ikke alt for spraglet.

- Vi er jo en a-kasse og den måde vi er nødt til at kommunikere med vores medlemmer er jo ikke altid fantastisk. Det skal have den enkelthed og seriøsitet som det også er at være i en a-kasse. Det synes jeg vi får med den nye visuelle identitet.

 

Idéen kom til første møde

Valget faldt altså på Imperiet, som er et københavnsk design- og kommunikationsbureau stiftet i 1999. De nuværende ejere er Nete Banke og Harvey Macaulay. 

Og den vindende idé – som senere blev til AJKS’ nye visuelle identitet – kom faktisk til Nete Banke allerede under det første møde, afslører hun her i et kort interview. 

- Allerede der fik jeg tanken om den her vinkel, pil eller ramme. Den kan jo både illustrere ’vejen videre’, det kan være en paraply over et fællesskab. Det kan være en pil på vej op, og den kan være et underliggende sikkerhedsnet. Men på sociale medier kan den også bruges til at lave nogle rammer – indramme budskaber for eksempel. Og så kan den stå i al sin enkelthed og være neutral, forklarer Nete Banke. 

Sammen med logoet, der indeholder pilen, har vi også fået udviklet andre visuelle virkemidler, som blandt andet skal bruges på sociale medier, hjemmeside og i vores materialer. Tanken bag er, at når logoet er enkelt, kan man skrue rimelig meget op for udtrykket i resten af den visuelle identitet, uden at det kammer over. 

- Det er så neutralt og enkelt, og det taler ind i en meget moderne formkultur, der er lige nu. Det er keep it simple, og det er no nonsenseHer er nøgleordene ærlighed, åbenhed og upyntethed. 

Det er også ovenstående nøgleord, der ligger til grund for at vi beholder skrifttypen Foundry Sterling fra den snart 14 år gamle designguide, når vi skal producere materiale i form af guides, annoncer, flyers mv.

Nete Banke bemærker, at hun gik ind til arbejdet med den visuelle identitet med antagelsen om, at mange AJKS-medlemmer har en form for erfaring med og sikkert også en holdning til designet, foruden hovedbestyrelsen, ledelsen og medarbejderne. Derfor er udviklingsprocessen en lang lyttesession, hvor alle interesser afvejes og høres, hvilket er lige så svært og delikat, som det lyder.

- Hvordan får man tingene til at lande på en god måde, så det ikke er ”det næstbedste”, der bliver valgt? Det er lidt en psykologisk aflæsningsrejse, man er på. Man skal have antennerne ude mod dem, der har en kritisk holdning. Ikke fordi man ikke må have det – men der kan være noget ekstremt vigtigt i kritikken, som måske skal implementeres, så det færdige forbedres uden at man udvander produktet i sidste ende.

Nete Banke præsenterede indledningsvist tre forskellige bud på et nyt logo med tilhørende formsprog, hvor den ene af de tre var hendes første originale idé.  Og faktisk også den, hun heppede og troede mest på. 

- Jeg må sige, at jeg er rigtig glad for hvor vi landede, erkender hun. 

 

Gode råd til dig, der skal i gang med projekt visuel identitet

Skal du selv i gang med en proces, der ligner vores, så har Nete et par gode råd til dig. 

Det første er at lytte og involvere dem, der skal bruge det endelige produkt. Her nævner hun, at forandring ikke altid fryder - mange trives bedst med det, de kender og plejer - og derfor er involvering nøgleordet til at få et bedre samarbejde og den bedst mulige implementering. 

Det andet råd er at holde det nye design enkelt, stringent og fleksibelt fremfor alt. 

- Nogen synes jo måske, at det nye logo kan virke kedeligt. Hvor er mennesket i det, hvor er vi i det? Men når man folder det ud med billeder, figurerne og mønstrene, så bliver det dynamisk og levende, forklarer hun. 

Det sidste råd i denne omgang vedrører farverne. Arbejd med kontraster: varm, kold, lys og mørk, så man fx tydeligt kan læse skriften med den ene farve på den anden og omvendt.

Her bemærker Nete Banke også, at der især angående farver er en tendens til at kommunikation på SoMe med fordel kan være meget stringent i sit farveudtryk, da det så bliver nemmere for målgruppen at afkode modtageren. 

 

Vi beder en stille bøn til, at alt går efter planen og at vores nye visuelle identitet går live til september  - om en uges tid! 

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Den eneste danske niche-rekrutteringsanalyse som udelukkende fokuserer på journalistik, kommunikation, markedsføring, SoMe, sprog, TV og radio.

Rekrutteringsanalyse 2022

Den eneste danske niche-rekrutteringsanalyse som udelukkende fokuserer på journalistik, kommunikation, markedsføring, SoMe, sprog, TV og radio.

Download AJKS' rekrutteringsanalyse

Bohemeliv eller det nye prekariat? Læs om tendenser på jobmarkedet for freelancere og selvstændige.

Bohemeliv eller det nye prekariat?

Tendenser og dilemmaer på jobmarkedet for freelancere og selvstændige i følge vores freelanceundersøgelse - vi giver dig de vigtigste overskrifter.

Læs artiklen her

Mød andre AJKS'ere på vores events; vi har både workshops og webinarer hver måned.

Masser af månedlige events og webinars - også til dimittender! 

Er du dimittend og klar på at brænde igennem med din jobsøgning?
Hop på vores næste CV- eller ansøgningswebinar og få masser af tips og tricks. 

Se kommende events her