Giver sommerferien tankemylder om dit arbejdsliv?
Ferie skaber ofte rum til eftertanke og tid til refleksioner om egen livssituation – og dermed også om man sidder i rette job eller ej. Tid til at mærke efter hvordan man trives med opgaver, kollegaer, ledere, arbejdspladskultur – om der ligger potentielt stress og en hverdag, der er lidt for presset.
Kølig rosé med familie og venner over sommergrillen, musikfestivaler, udflugter i naturen, afkølende dukkerter, EM-fodbold og Tour de France. Alt sammen bud på sommerferie-aktiviteter. Under den lette sommerfernis kan der imidlertid ligge et lag af tanker om arbejdsliv, som stikker hovedet frem, når hverdagsrutinen og automatpiloten er sat på stand by.
Fem væsentlige årsager til jobskifte
Mange faktorer kan medvirke til tanker om arbejdsliv og i forlængelse tanker om at søge nye udfordringer. Herunder udfolder vi fem væsentlige årsager til jobskifte – typisk supplerer de hinanden og skal ikke læses som udryk for en rangorden.
# Karriereudvikling og avancement
En af de mest almindelige årsager til jobskifte er ønsket om karriereudvikling. Mange oplever på et tidspunkt i deres karriere, at de ’rammer loftet’ i deres nuværende job. Muligheden for avancement, nye ansvarsområder, og udvikling af nye færdigheder kan være begrænset, hvilket skaber en naturlig drivkraft for at søge nye muligheder. At skifte job kan åbne døren til nye karriereveje, mere ansvar og en hurtigere opstigning på karrierestigen.
# Bedre løn
En anden væsentlig årsag til utilfredshed i job er ønsket om bedre løn og ansættelsesvilkår. Det økonomiske aspekt spiller en stor rolle for jobtilfredshed og livskvalitet. Mange vælger at skifte job for at få en højere løn, bedre sundheds- og pensionsfordele, eller andre økonomiske incitamenter. Arbejdsgivere i konkurrencedygtige brancher tilbyder ofte attraktive pakker til at tiltrække de bedste talenter, hvilket kan være en betydelig motivation for at forlade en nuværende stilling.
# Arbejdsmiljø og kultur
Arbejdsmiljøet og virksomhedskulturen har en stor indvirkning på medarbejdernes trivsel og produktivitet. Dårligt arbejdsmiljø, toksisk kultur, mangel på støtte fra ledelsen, eller dårlig arbejdspladsdynamik kan føre til utilfredshed og stress. Incitament for et jobskifte gemmer sig ofte i håbet om at finde et mere positivt og støttende arbejdsmiljø, hvor man kan trives både professionelt og personligt.
En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) fremhæver, at arbejdsmiljøet spiller en afgørende rolle for medarbejdernes trivsel og motivation til at blive i eller forlade et job.
# Balance mellem arbejdsliv og privatliv
I en verden, hvor arbejdsbyrden ofte kan være overvældende, er balancen mellem arbejdsliv og privatliv blevet en kritisk faktor for mange ansatte. Lange arbejdstider, krav om konstant tilgængelighed, og manglende fleksibilitet kan føre til udbrændthed og negativ indvirkning på privatlivet. At finde en arbejdsgiver, der værdsætter denne balance og tilbyder fleksible arbejdstider, remote tilknytning eller andre initiativer, kan være en afgørende faktor i beslutningen om at skifte job.
# Ønske om nye udfordringer
Mange mennesker finder motivation i at søge nye udfordringer og gøre op med rutinepræget arbejde. Måske du føler, at du har opnået alt, hvad der kan opnås i din nuværende stilling, og udfordringer skal findes andetsteds. Dette kan inkludere skift til en ny branche, en anderledes jobfunktion, eller arbejde med nye teknologier og projekter, der kan genoplive faglighed og motivation.
Udvikling eller afvikling
Måske du kan genkende dig selv i at have tanker om dit arbejdsliv der relaterer til ovenstående – og måske vil du opleve, at ferie pludselig kan sætte fornyet skub på refleksioner om arbejdsfremtid.
I så fald kan det være værd at forholde sig til, om det kalder på at fokusere på udvikling i det job, du sidder i - eller måske kalder på en større forandring i form af ’afvikling’ og et jobskifte.
Begge scenarier kan indeholde behov for sparring og afklaring om, hvilke nye retninger du ønsker at udvikle, og research på, hvad dine jobmarkeder kalder på af kompetencer.
Next step – bliv klogere…
Et sted at begynde kan være at besøge AJKS Rekrutteringsanalyse. Hvor fokus er medlemmernes brancher indenfor kommunikation, marketing, journalistik, grafisk arbejde, sprog radio og tv.
Her finder du viden om, hvor arbejdsgivere findere deres næste medarbejdere – netværk udgør fx en væsentlig kanal – og også viden om, hvilke kompetencer der efterspørges. Fx efterspørges videokompetencer indenfor kommunikationsområdet, så måske det kunne være et udviklingsfelt at begynde med – enten for at udvikle dig i det job du sidder i, eller som forberedelse til at gøre dig attraktiv for en ny arbejdsgiver.
Hvis tankemylderet tager til over i sommerferien, så kontakt evt. AJKS karriereteam, hvor vi gerne hjælper dig videre med sparring om arbejdsliv og jobsøgning.
God sommer.
Kommentarer