Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Start småt: AJKS' erfaringer med grøn omstilling

Temaet grøn omstilling fylder både i vores privatliv og i vores arbejdsliv. Er du nysgerrig på, hvordan vi i AJKS griber det an? Så læs mere her.

Grøn omstilling er til stede i næsten alle arenaer af vores liv. Derhjemme, i det private, når vi sorterer affald, gør haven insektvenlig, vælger kødfrie og grønne aftensmåltider og når vi upcycler, recycler eller gentænker ’køb og smid væk’-kultur.  

Når vi ser nyheder, læser aviser, hører radioprogrammer og streamer dokumentarer, fylder klimastoffet også. Historier om biodiversitetskrisen, klimaforandringernes effekter og topmøder i den grønne sags tjeneste er på spisesedlen hver uge.  

Og når vi tager på arbejde, vil de fleste af os også møde ind til en arbejdsplads, hvor begreberne klima, miljø eller bæredygtighed har været drøftet – måske med afsæt i ”hvad kan vi gøre her på vores arbejdsplads”.  

Den samme øvelse har vi lavet i AJKS.  

Vi bringer til start en disclaimer: vi er ikke bæredygtige, og vi bliver det ikke. Vi har været på tilpas mange morgenmøder og webinarer til at vide, at hvis vi hævder at være det, så skal dokumentationen også være på plads.  

Men derfor har vi stadig taget stilling til, hvordan vores arbejdsplads kan tilpasse sig den grønne omstilling.  Vi nedsatte arbejdsgruppe og gik i gang med at finde ud af, hvordan AJKS skulle bære sig ad.  

Direktør i AJKS, Linda Garlov udtaler, at vi som arbejdsplads også gerne vil bidrage ved at ændre adfærd, hvor det kan lade sig gøre.  

- Vi ved godt, at vores bidrag ikke ændrer verdenen, men vi kan alle gøre noget i det små og det har været en god proces. 

Start i det små  

Undervejs i processen fik vi hjælp af Frida Paustian, som er medlem af AJKS og har startet YouareWe (red.). Frida Paustian tilbød at teste sit forretningskoncept på os og udforme en skræddersyet handleplan baseret på adfærdsdesign og medarbejderinterviews. Vi fandt ud af, at der blandt os 26 medarbejdere var stor motivation og handlekraft, og vi har stadig en stor bunke af ideer til, hvor og hvordan vi kan minimere vores aftryk. En vigtig erfaring, som vi fik, er at starte i det små. Vi var ambitiøse og ville ændre radikalt, men det var et godt råd at starte der, hvor det bliver overkommeligt. 

Derudover fandt vi i processen ud af, at vi i kraft af vores naboskab med Dansk Journalistforbund skal finde løsninger, der fungerer for begge organisationer. Heldigvis har DJ for nyligt besluttet på delegeretmødet at arbejde med grøn omstilling. Vi arbejder derfor videre, og i 2023 er vores fokus at få punkterne fra vores handleplan implementeret, så vi er klar til nye i 2024.  

Punkter på handleplanen: 

  • Varmeforbrug.  

  • Udluftning.  

  • Papirforbrug.  

  • Kantine og frokost. 

  • Sociale arrangementer.  

 

Hvad nytter det egentligt?  

Vi har set undersøgelser, der peger på, at lige netop forsikringer – som a-kassen jo er – er en af de brancher, som forbrugerne har de laveste forventninger til, når det kommer til grøn omstilling (Dentsu, 2023).  

Men vi ved også, at vores medlemmer netop er dem, der er med til at sørge for at informationen, forskningsresultaterne, billederne, kunsten og lyden af og om grøn omstilling kommer ud til et større publikum og giver os en fælles forståelse af tingenes tilstand. Og som inspirerer til handling. Senest har journalister og værter på DR gennem hashtagget #rydfladenforklimaet delt en programerklæring, som er fem forslag til intensiveringen af klimadækningen. Læs mere om det her.   

Desuden ved vi, at der på et tidspunkt kommer et lovkrav, hvor vi som virksomhed skal kende vores CO2-regnskab og betale for vores forurening.  

Derfor giver det mening, at vi kontinuerligt orienterer os om, hvordan vi som a-kasse kan være med til at udbrede og understøtte den grønne omstilling. Både ved at vi selv i vores dagligdag på kontoret i København og i Aarhus træffer de bedste valg med omtanke, men også at vi i vores medlemstilbud sørger for at have en grøn vinkel.  

I første omgang har vi undersøgt, hvordan AJKS-medlemmer arbejder med begreberne miljø, verdensmål, grøn omstilling og klimaforandringer i deres arbejde. Derfor eftersøgte vi tilbage i februar medlemmer, der havde lyst til at fortælle om deres arbejde.  

Line Weldingh skrev, at hun var i gang med en ph.d. om dansk klimajournalistik, hvilket du kan læse denne medlemshistorie om.   

Til slut er der kun at sige tak, fordi du læste med så langt.  

Har det inspireret dig til at komme med din egen historie om dit arbejde, er du velkommen til at tage fat i os, hvis du vil medvirke. Det kan også være, du har fået ideer til medlemstilbud – de er også velkomne.  

Artiklen er opdateret efter udgivelse: Vi har opdateret artiklen efter udgivelse. 28. juni tilføjede vi navn og virksomhed på medlemmet, der har hjulpet os med vores handleplan. 

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.