Fælles ansvar er vejen frem, hvis flere skal i job
Jakob Carlsen Linda Garlov, direktør i AJKS
2022 er startet godt, hvis man har beskæftigelsesbriller på. Ledigheden er historisk lav - også i AJKS. Men der er stadig mange ledige, og det er altså ikke inkompetente og dovne mennesker, der er tilbage. Det er dygtige og kompetente kandidater, der gør alt, hvad de kan for at finde et job.
Men det er ikke altid lige nemt at finde et nyt job.
I lang tid har pilen været rettet mod ledige. Det måtte være deres egen skyld. De var for dovne eller kræsne i deres jobsøgning eller havde de forkerte uddannelser.
Er det tid til at vende pilen mod arbejdsgiverne?
Det er svært at finde arbejdskraft, det siger alle. Virksomheder, politikere og medier. Men måske er det fordi, arbejdsgiverne er dovne og kræsne i deres forventninger og ansættelsesprocesser? De vil have kandidater, der er specialiserede, men skal kunne det hele. Medarbejdere skal have 50+erens faglige ballast og den nyuddannedes nysgerrige tilgang til jobbet. Du skal ikke være for ung, gammel og helst heller ikke midt imellem. Og jeg kunne blive ved.
Det er meget stereotypt – på begge sider. Og intet er sort eller hvidt.
Jeg synes, at meget af skylden for mismatch mellem ansøger og arbejdsgiver ofte bliver smidt tilbage mod ansøgeren. Det er ikke fair. Arbejdsgiverne bør træde i karakter også for deres egen skyld.
Den gode historie
Og det sker heldigvis. Senest i AJKS’ samarbejde med Producentforeningen og fagforbund.
Arbejdsgiverne inden for medie- og tv-produktion står med en stor rekrutteringsudfordring både nu og fremtidigt. Her er arbejdsgiverne gået sammen med faglige organisationer og os i a-kassen for at belyse, hvilke kompetencer de står og mangler - og hvilke behov der bliver på den korte og lange bane.
På den måde kan vi som a-kasse lettere rådgive ledige, der gerne vil blive eller ind i tv-produktionsbranchen. Er deres kompetencer up to date, eller kan de bruge deres kompetencer i nye formater?
Samtidig vil vi i fællesskab udarbejde efteruddannelser, der rammer ned i det behov arbejdsgiverne har, så ledige kan opkvalificere eller videreuddanne sig og komme tættere job.
Det mener jeg er vejen frem. At tage et fælles ansvar.
Kommentarer
Jeg må medgive, at jeg i rigtig mange tilfælde sidder med fornemmelsen af, at jobudbyder kræver et fuldt produktionsselskab samlet i en person, der udover at kunne løfte alle led i en videoproduktion, også forventes at skulle tage de fede stills og skrive de dragende tekster til SoMe. Det kan tage pippet fra de fleste og er mest aktuelt i kommunikationsafdelinger, der i højere og højere grad ansætter fx filmfolk, uden rigtig at vide, hvad de søger efter og hvad de kan kræve. Mange opslag svarer til, at der søge én person til at bygge et hus, der selvsagt kræver flere specialer for at udføre arbejdet ordentligt og korrekt.
Som mange arbejdsgiver siger, så består jobopslaget typisk af en række ufravigelige krav og en tilsvarende del ønsker til jobsøger. Udfordringen er dog, at det ofte ikke er belyst tydeligt, hvad der er krav og hvad der er ønsker - alt er ofte fremstillet som krav. Som jobsøgende kan det være meget frustrerende at konstatere, at man kun kan løfte en ud af seks krav til jobbet, hvilket måske også gør, at jobbet ikke bliver søgt og at arbejdsgiver aldrig finder den rigtige kandidat.
Jeg ville ønske, at arbejdsgivere i højere grad ville se på, hvad konsekvensen af at søge overmenneskelige multitalenter faktisk er. Starter man som arbejdstager et job med forventning om at fejle eller lykkedes, fordi kravene (der måske er ønsker) er så massive, at det kan være vanskeligt at lave op til? Realismen i jobbet må gå begge veje og er i tilsvarende grad virksomhedernes ansvar, da men ikke kan søge medarbejdere, der forventes at kunne alt. Det er dømt til at fejle.
Sød musik i mine ører - jeg har sagt i mange år, at rekruttering er et fælles ansvar, og jeg kan kun være tilfreds, når arbejdsgiverne endelig lytter :o)