Rigide regler gavner ingen
Inden for kort tid har to medlemmer slået sig på rigide regler, der ikke tager hensyn til den enkelte.
Vi lever i en verden med et arbejdsmarked, hvor arbejdskraften flytter over grænser, og der er større fleksibilitet, men politikerne laver regler efter fortiden.
For arbejdskraften til det fleksible arbejdsmarked, som politikerne selv efterspørger, er ikke tænkt ind i de regler, som bliver skabt. En arbejdskraft der består af rigtige mennesker, som får rigtige problemer, når de løber hovedet mod lovgivningen.
Man er medlem af en a-kasse for at sikre sig mellem job, og det er man til tider i et fleksibelt arbejdsmarked, så hvorfor lave et indkomstloft til at genoptjene dagpenge. Det rammer dem med svingende indkomster og dem med højere lønindkomster, der ikke med det samme kan regne al deres indkomst med, og derfor får det sværere. Skatten skal betales nu – men hele indkomsten regnes først med senere. Det giver ikke mening.
Jeg tror bestemt ikke, at reglerne er lavet for at spænde ben for fx freelancere, men reglerne rammer anderledes, end de var tiltænkt. Det burde åbne op for en mere individuel vurdering af den enkelte.
Som den nyuddannede dansktalende svensker, der ikke kan få dagpenge, fordi hun ikke har en eksamen fra sprogskolen – som skolen ikke selv mener svenskere bør tage. Det giver ikke mening, og igen burde der kunne laves en individuel vurdering.
Rigiditeten i systemet gavner ingen, hverken det enkelte medlem eller samfundet. Et samfund der ser markant anderledes ud end det, som der bliver rammesat efter.
Kommentarer