Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Fremtiden på medieområdet: Hvad betyder den digitale udvikling for dig?

Den digitale udvikling går hurtigt - også på medieområdet. Hvilke veje og formater tænker mediehusene i, hvilke kompetencer er efterspurgte, og hvad kommer automatisering til at betyde for udviklingen? AJKS har talt med to mediepersoner, der hver især har fingrene nede i materien for at høre deres fortælling om den digitale udvikling og de fremtidige behov.

Fremtiden på medieområdet - hvad betyder den digitale udvikling for dig?

 

Automatisering og digital udvikling - bliv bedre til det, du er god til

Andreas Marckmann Andreassen er digital redaktør og nyhedschef på Journalisten, og han har netop udgivet bogen, ”Sådan forandrer automatisering medierne”. Han kommer med sit bud på den fremtidige udvikling inden for mediebranchen og på de kompetencer og mindset, den kræver for journalister og andre medarbejdere i medieverdenen.

”Lige nu er der en holdning om, at alle skal kunne lidt af det hele. Det er også fint. Men automatiseringen understreger behovet for at blive bedre til det, du er god til,” siger Andreas. Han mener ikke, at vi kan komme uden om, at der er jobs, der forsvinder. Det gør de allerede. Derfor skal vi specialisere os og kigge på, hvad vi kan gøre bedre end maskiner – hvad er vores edge?

Han nævner en model for horisontale og vertikale kompetencer fra sin føromtalte bog. ”De vertikale kompetencer er forskellige fagligheder – fx at være journalist, layouter eller fotograf. De horisontale kompetencer handler derimod om at blive specialiseret, indenfor noget man er god til. Fx kan journalisten blive erhvervsjournalist, og siden specialisere sig endnu mere til kun at dække banksektoren eller et hjørne af den. Fagligheden skal et nøk op. Måske bliver der ikke brug for lige så mange layoutere, men så bliver der i stedet brug for flere art directors. Nogle simple opgaver kan løses med teknologi, men de kreative opgaver – for eksempel at udvikle koncepter eller nytænke det grafiske udtryk – kræver dygtige professionelle.”

Og det er vigtigt ikke at se maskiner og automatisering som fjenden, men som en udvikling, vi skal omfavne. For hvis vi bliver bedre til det, vi er gode til, så kan mange af ”robotterne” komme til at lave det kedelige arbejde og vi det sjove.

 

Andreas Marckmann Andreasen

Jacob Nielsen
Andreas Marckmann Andreasen, er digital redaktør og nyhedschef på Journalisten - samt forfatter til bogen "Sådan forandrer automatisering medierne".

Forståelse for data er og bliver essentiel

Udover at blive bedre til det, du er god til, så er der en ting, der er alfa og omega for at få fodfæste på medie- og formidlingsområdet. Forståelsen for data - og hvordan data virker og kan bruges - forklarer Andreas. Her kan mange blive bekymrede. Men Andreas Marckmann Andreassen mener, det handler om at vide, hvor man skal starte.

Andreas Marckmann Andreassen har brugt et år som Fellow i automatiseret journalistik og har interviewet forskere, journalister og mediehuse fra hele verden for at få et overblik over, hvor vi er henne på digitaliseringsområdet – og hvilke kompetencer, der bliver brug for i fremtiden.

 

Han forklarer det meget klart, ”du skal have en forståelse for data, vide hvordan algoritmer virker, og hvad du skal gøre for at udnytte dem rigtigt. Kort sagt: Du skal vide, hvad data kan, men ikke nødvendigvis, hvordan man gør.”

Hvis du får en grundlæggende forståelse for, hvordan data og digitale algoritmer spiller sammen fx på sociale medier, i CMS-systemer, regneark og søgemaskiner, så er du langt. For så kan du begynde at kigge på, hvad du kan bruge det til.

Andreas har lavet en model over dataforståelse, som han har inddelt i tre niveauer. Han mener, at alle i mediebranchen skal være hjemmevante i niveau 1 og 2 - og en mindre gruppe med stor interesse og tekniske færdigheder i niveau 3.

 

dataforståelse i 3 niveauer - model af Andreas Marckmann Andreassen

Dataforståelse i 3 niveauer - model fra bogen "Sådan forandrer automatisering medierne" - en bog af Andreas Marckmann Andreasen.

 

Men hvad er det så egentlig, du skal kunne?

Når man står lidt på bar bund ift. til dataviden, så kan det virke ret uoverskueligt og svært at opnå niveau 1 og 2. For hvordan kan man kende svaret, hvis man ikke ved, hvad spørgsmålet er? Her kommer Andreas Marckmann Andreassen os til hjælp. På baggrund af hans research fra forskningsverdenen, nationale og internationale medier samt firstmovers inden for digital udvikling er han kommet frem til 10 kompetencer, du skal have på plads for at have en grundlæggende dataforståelse. Jo flere, du kan sætte kryds i jo bedre. Og bare rolig - resten kan du lære – karriererådgiverne i AJKS, Dansk Journalist Forbund og Forbundet Kommunikation og Sprog, hjælper dig gerne på rette vej. Hurra for efteruddannelse!

 

Tjek 10 kompetencer - model af Andreas Marckmann Andreassen

Tjek 10 kompetencer - model fra bogen "Sådan forandrer automatisering medierne" - en bog af Andreas Marckmann Andreasen.

 

Nye formater og platforme

Den digitale udvikling kalder også på nye veje og måske en ny arbejdsstruktur. Kirstine Bjerre er kreativ chef for Børsen Live, og AJKS har talt med hende om Børsens arbejde med nye formater som netop Børsen live, samspillet med deres digitale univers og behovet for at ryste posen på de indre linjer.

”Vi har den seneste tid haft stor succes med at få nye kunder ved at fokusere på nye platforme og andre formater end blot traditionel journalistik”, fortæller Kirstine Bjerre. Hun blev i sin tid headhuntet ind i butikken for at styrke Børsens live-indsats, som skulle trække den traditionelle erhvervsjournalistik ind i et nyt format på scenen – og nu også digitalt.

”Vejen frem for de store mediehuse er i min optik at udfordre de nuværende rammer og siloer og skabe reel innovation. De skal turde at prøve nye ting af og ikke være bange for at fejle.
Hvis vi skal skabe relevant indhold, der rammer den enkelte, er der brug for mange forskellige fagligheder - og vi kan ikke bare konvertere indhold fra en platform til en anden – det skal tænkes ind i det større billede fra starten. Derfor er samarbejde og vidensdeling på tværs af afdelinger vigtig”.  Kirstine forklarer, hvordan hendes tilgang er en anden end de gamle bladhuses. ”Jeg kommer fra TV-verdenen, hvor vi brugte mange forskellige fagligheder til en produktion - og alle var vigtige. For mig er det en stor selvfølge, at vi skal bruge forskellige kompetencer i en liveforretning. Kompetencer som er i huset, men ofte sidder og laver deres egne ting. ”

 

Kirstine Bjerre - fotograf Mie Hee Christensen

Mie Hee Christensen
Kristine Bjerre er Kreativ chef på Børsen Live. Hun har en baggrund indenfor TV-produktion og var Co-founder og Partner på den internationale festival CPH Transform, som fokuserede på digital transformation.

Samarbejde på tværs af afdelinger

”Tidligere var det projektledere, der styrede Børsens eventafdeling. Dygtige folk, der kan deres kram – men uden journalistiske kompetencer og faglig indsigt i de events, de byggede op. Det betød, at indholdet ikke var funderet i Børsens redaktionelle linje og heller ikke havde fokus på de behov, vi kan løse for vores målgruppe.  Derfor blev indholdet og sammenhængen i de forskellige events defineret og afhængig af eksterne – og uden modtageren som omdrejningspunkt. Der var grene ud til andre afdelinger i huset, men projektet boede i den kommercielle afdeling. Der er stadig mange, der laver events født af annonceafdelingen med fokus på partnerskaber. Få lykkedes med det. For der er ingen sammenhæng til den målgruppe, de skal ind i”, siger Kirstine.

”Sammen med mit team, har jeg brugt tid på at sammenflette den viden, og de kompetencer vi har til at bygge de enkelte live-projekter op. Det kræver nemlig en bred vifte af kompetencer, hvis vi skal lave en hel dag for erhvervsledere - kommunikation, social, journalistik, marketing, projektledelse, fotojournalistik, videojournalistik, grafikere mm. Vi er ved at skabe en synergieffekt på tværs. Under Coronakrisen er alt kastet op i luften, og det har været lidt af en legeplads, hvor vi har fået lov til at prøve en masse ting af.”

 

Klassiske fagligheder er vigtige

Kirstine er derfor heller ikke ved at lægge de gamle fagligheder i graven – tværtimod. ”Når vi laver live-produktioner eller indslag, bruger vi ”A-teamet” inden for TV, og det samme gælder de fotografer, der skal tage det stærke billede til LinkedIn. Ligesom vores dygtige journalister og kommunikationsfolk, der laver det fede indhold og den rigtige rubrik, og som får det ud til målgruppen.”

Medarbejderne på Børsen Live arbejder tæt sammen med Børsens Head of Audience Development, Anders Kongstad, der står for indhold til de sociale medier. Han plukker indhold og modellerer og udbygger det, så det rammer ned i et nyt format som fx LinkedIn, en podcast osv. Og det er ikke bare second hand indhold, men nyproduceret indhold med den rigtige vinkel og virkemidler ift. til formatet, målgruppen – og Børsens purpose.

”Mit virke er at skabe mere synergi og indhold på tværs – hvordan ser de fremtidige historier ud, hvad er deres purpose, hvem producerer dem - og ikke mindst, hvordan kan de finansieres”, fortæller Kirstine.

 

Hvad betyder det for dig?

Det giver næsten sig selv, at du ikke kan konvertere indhold 1:1 - fx fra Live-show til digital platform. Her skal vi have nye formater ind og anderledes indhold, som også skal spille sammen med sociale medier, den taktile papiravis og den digitale version med tv-indhold – og så skal vi have et purpose for, hvorfor vi gør, som vi gør. Du kan ikke tænke budskab på samme måde, som du gjorde før i tiden.

Men hvad betyder det for dig? Hvordan kan du tænke din egen faglighed, fremtidige kompetencer og mindset ind i en ny digital fremtid med fokus på nye veje og formater?

”Du skal ikke være forandringsangst, men turde kaste dig ud i nyt - og også turde at fejle. Der skal mod til at løbe hurtigt med nye ting”, siger Kirstine Bjerre. Plejer dur ikke længere. Du skal ud af din faglige silo og tænke dine kompetencer ind i et større billede – i samarbejde med dine nuværende og kommende kollegaer”.

Det betyder også, at du skal være up to date ift. din faglighed. Hvilke nye veje er der, og hvordan spiller de sammen med det nye digitale mediebillede?

 

AJKS står til rådighed

Har du brug for sparring ift. efteruddannelse, eller vil du gerne have nogen at spille bold op af, når du skal tænke dine kompetencer ind i det større mediebillede, så står karrierevejlederne i AJKS klar. Vi kan hjælpe med ideer til efteruddannelse, sporskifte, kompetenceafklaring og meget mere.

Er du medlem af Dansk Journalistforbund eller forbundet Kommunikation og Sprog, så har de mange efteruddannelsesmuligheder – og står også klar med karrierevejledning.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

MEDLEMSTILBUD TIL DIG FRA AJKS KARRIERE

Medlemstilbud fra AJKS' karriereteam

Karriereteamet er eksperter i at vejlede dig om jobsøgning og karriere. Vi tilbyder blandt andet

Vi hjælper dig med fx kompetenceafklaring, sporskifte og jobsøgningsstrategi - eller lige det, du har behov for. 

Book karrierevejledning

Er du ledig, kan du få individuel vejledning. Vi hjælper dig med fx kompetenceafklaring, sporskifte og jobsøgningsstrategi - eller lige det, du har behov for. 

Netværk med andre professionelle inden for medier og kommunikation. Hold dig opdateret på faglige trends og tendenser. Events næsten hver uge. 

Faglige og sociale arrangementer

Netværk med andre professionelle inden for medier og kommunikation. Hold dig opdateret på faglige trends og tendenser. Events næsten hver uge.