Temperaturen på jobmarkedet under COVID-19
Det er sagt mange gange før. Det er en udfordrende tid, Corona-epidemien har skabt. Så hvad stiller man op som jobsøgende, når jobopslagene er få og uvisheden høj. AJKS har taget temperaturen på arbejdsmarkedet og kommer med en række bud på, hvilke brancher der rører på sig, og hvad du kan gøre for sætte dig selv i spil.
Der er stadig gang i kommunikation, journalistik og marketing
Til trods for de ekstraordinært mange nyledige, så er det væsentligt at nævne, at der også er flere, der hurtigt igen framelder sig dagpengeydelser. Det kan sekretariatschef Betina Nielsen bekræfte:
”Selv om AJKS de sidste to måneder har fået ca. 1000 ledige, har vi også oplevet, at omkring 450 medlemmer i samme periode har afmeldt sig Jobcentret. En stor del af disse medlemmer afmelder sig, fordi de er gået i arbejde. Det vidner altså om, at der også er jobåbninger i Coronatiden."
Så trods de umiddelbart voldsomme stigninger i antallet af nyledige, så er der altså aktivitet i AJKS-jobmarkederne. Derfor er rådet herfra også, at selv om beskæftigelsesindsatsen er suspenderet, og det er en forvirrende tid, så søg alligevel, da vi gennem vores samtaler med medlemmer oplever, at de kommer til jobsamtaler og skaber åbninger - både på opfordrede og uopfordrede henvendelser.
Hold fast i din profil
I krisetider reagerer vi mennesker meget forskelligt. Kæmp, flygt eller frys er reaktioner, som er typiske. Nogle vælger at kæmpe bravt videre og skabe åbninger trods de svære odds. Andre flygter og tænker, at de er færdige i branchen og derfor må skifte spor. Og en hel tredje reaktion kan være passivitet, hvor du ikke kan overskue at gøre noget.
Alle tre reaktioner er naturlige, men den tænkning og adfærd der følger, kan være uhensigtsmæssig - og det kan derfor være oplagt at søge ekstern rådgivning.
Karrierevejleder Søren Cronwald opfordrer til, at du holder fast i din faglige profil - men med blik for at sætte dig selv i spil via alternative åbninger:
”Vi oplever medlemmer med solide kompetencer og erfaring fra anerkendte virksomheder, der overvejer at søge nye områder. Men det er vigtigt at huske på, at krisen ikke varer for evigt. Det kan derfor være godt at holde fast i sin profil på den lange bane, men her og nu søge nogle job- og opgavevalg til andre funktioner, hvor der er større efterspørgsel. Med andre ord, kan det være nødvendigt at tilgå jobmarkedet mere bredt, og se alternative fag- og opgaveområder, som en indgang til på længere sigt at nærme dig dit fagområde.
Hvor er der særlig gang i arbejdsmarkedet?
Befolkningens adfærd har ændret sig inden for kort tid, og det har betydet, at nogle virksomheder oplever højt vækst. Fx vækster nethandlen og både store og mindre internetvirksomheder har haft behov for at ansætte nye medarbejdere til håndtering af stigende efterspørgsel. Og de virksomheder der ikke naturligt oplever øget digital handel og aktivitet, har i voldsom grad behov for at tænke bedre digitale løsninger. Behovet for godt content og projektstyring af content marketing er områder, som kalder på at blive styrket.
Ligeledes ser vi, at nye Corona-retningslinjer generer nye opgaver, fx er Erhvervsstyrelsen og Kulturministeriet i gang med at rekruttere nye medarbejdere. Arbejdspladser som måske ikke direkte er i tråd med din faglighed, men hvor mere generelle analytiske og akademiske færdigheder kan være indgangen til at få foden inden for.
Brug tiden på dig selv og dit netværk
”Den utilsigtede pause” som du muligvis finder dig selv i som jobsøger – nyuddannet, eller med kortere eller længere erhvervserfaring – er også en mulighed for at tillade dig selv at blive skarpere på dine egne kompetencer og netværk.
Brug tiden til at arbejde med kompetenceafklaring. Hvad brænder du virkelig for at arbejde med - og få dernæst overblik over, hvem du har i dit netværk, som kan hjælpe dig med viden og information til at blive bedre rustet. Research er en overset metode i jobsøgningen, så lad din nysgerrighed være din motor – sideeffekten ved at stille gode nysgerrige spørgsmål til dit netværk er, at du automatisk får gjort dig synlig - vel og mærke med afsæt i dit engagement for andre end dig selv.
Kommentarer